Sutteteknik hos diende spædbørn

Sutteteknik hos Diende Spædbørn – Tværfaglig opsporing og behandling af oralmotorisk dysfunktion

Nye kurser i 2026 er åbne for tilmelding!

Dette 2 dages kursus er målrettet alle sundhedsprofessionelle, der arbejder med amning eller anden oral ernæring hos spædbørn. Kurset giver 9,75 L-CERPS. Kurset i april er forhåndsgodkendt af IBLCE.

Datoer:

8. og 9. april 2026 i Kerteminde på Fyn kl. 9-16 (tilmeldingsfrist 24. marts 2026).

eller

9. og 10. september 2026 i Aabenraa i Sønderjylland kl. 9-16 (tilmeldingsfrist 25. august 2026)

Pris:               3300 kr. plus moms per person

Prisen er inkl. let morgenmad, kaffe, te, vand, frokost og eftermiddagssnacks. Specialkost bedes angivet ved tilmelding.

Er du autoriseret ergoterapeut, kan du tilmelde dig en ekstra dag med kursus i manuelle behandlingsteknikker, som foregår den 10. april 2026 eller 11. september 2026 også fra 9-16. Pris for alle tre dage: 4100 kr. plus moms per person. Se mere her

Om kurset

Arbejder du inden for børneområdet har du sikkert allerede oplevet, at flere af de børn der har spiseproblemer, har haft det siden spædbarnsalderen. Flere studier viser, at problemer med at die fra bryst eller flaske kan give spiseproblemer i barndommen og også påvirke dem i voksenalderen, hvis ikke de bliver behandlet tidligt (Kamity et al 2021; Kwon et al 2020; Umay et al 2021). I Danmark er der bemærket spiseproblemer i 7,7% af sundhedsplejerskernes journaler (Johansen & Holstein, 2014), og ofte ved de ikke hvem de kan henvise til, for at få optrænet barnets kompetencer (Lykkegaard & Rytter, 2023). Derfor ender nogle af disse børn i langvarige problemer, som koster samfundet dyrt. Det kan du være med til at lave om på!

AmmeErgo tilbyder nu et tværfagligt kursus i ammevejledning, sutteteknik og diefacilitering af spædbørn. Her får du viden om hvordan du opsporer oralmotorisk dysfunktion hos spædbørn og hvad du kan gøre, for at forbedre dieoplevelsen for barnet. De senere år har der været stort fokus på stramt tungebånd og brugen af TABBY til at undersøge behovet for frenotomi. På dette kursus dykker vi dybere ned i hvorfor nogle børn får problemer med deres sutteteknik når det ikke skyldes et stramt tungebånd. Lær bl.a. om:

  • Barnets oralmotoriske udvikling
  • Screening af oralmotorisk dysfunktion, herunder dysfagi
  • Håndgreb, der kan kompensere for nedsat diefunktion
  • Handlingsmuligheder for hypo/hypertone børn
  • Sutteteknik efter frenotomi

Kurset er et to dages kursus, som giver dig et stærkt fundament, du nemt og hurtigt kan implementere i den samlede opgaveløsning i kommunen, på hospitalet eller i din egen praksis.

Forberedelse

Som forberedelse til kurset opfordres deltagerne til at orientere sig i bogen ”Amning – en håndbog for sundhedspersonale”. Bogen kan hentes gratis på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (findes her).

Tilmelding

Send en mail til kontakt@ammeergo.dk og skriv hvilket kursus (dato og sted) du ønsker at tilmelde dig, dit fulde navn, profession, om du er IBCLC eller ej, adresse, telefonnummer, e-mailadresse, arbejdsplads og adresse på arbejdsplads, hvem der betaler, evt. CVR nummer og EAN nummer og navn på referenceperson ved fakturering, samt om dine kontaktoplysninger må offentliggøres på deltagerlisten. Husk også at skrive i tilmeldingen om du har brug for specialkost (og hvilken). Tilmelding er bindende og refunderes ikke.

Om underviseren

Maj-Brit Birch Lykkegaard er specialistgodkendt pædiatrisk ergoterapeut og har arbejdet som børneergoterapeut siden 2009. I 2020 blev Maj-Brit IBCLC (International Board Certified Lactation Consultant) certificeret ammekonsulent, som den første praktiserende ergoterapeut i Danmark, og samarbejder nu med nationale og internationale aktører om at forbedre ammevejledning og mindske spisevanskeligheder hos børn. Hun har derudover en kandidat i Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier + Pædagogik og Uddannelsesstudier og driver virksomheden AmmeErgo, der tilbyder ammevejledning, spiseterapi og børneergoterapi. Maj-Brit har stor erfaring med at undervise både private og sundhedsprofessionelle i Danmark og i udlandet og vejleder også studerende på Ammekonsulentuddannelsen i Kompetencecenter for Amning. Maj-Brit er i 2024 blevet internationalt anerkendt af National Association of Neonatal Therapists (NANT), for sit arbejde med præmature og syge spædbørn i Danmark. Læs artiklen her.

Andre har sagt

“Jeg er vild med din måde at undervise på. Fedt at du lagde dig ned på gulvet!” Marianne Busck-Rasmussen, sundhedsplejerske, Master of Public Health, IBCLC – Kompetencecenter for Amning

“Virkelig godt og anvendeligt kursus! Maj-Brit er en god formidler! God opbygning og god afveksling mellem teori og praksis, som gør at det er nemt omsætteligt til egen praksis.”
Charlotte Giuliani, kiropraktor i Din Børnekiropraktor

“Så interessant og lærerigt – og vigtigst: praksisnært og lærerigt. Nærværende og professionel formidling med plads til spørgsmål og erfaringsudveksling. Jeg ville ikke være kurset foruden. Kæmpe anbefaling herfra.” Anne Jessen, Jordemoder i Kvinde-Min

“Stor anbefaling herfra. Teoretisk velfunderet og meget relevant viden.”
Lea Bøgelund Laugesen, jordemoder i Barriga

“Suppler din ammeviden med alt det Maj-Brit formidler. Kurset er relevant og vigtigt.
Hold dig undrende og nysgerrig så vi sammen – tværfagligt – kan rykke med amningen i Danmark.”
Berit H. Olesen, IBCLC & jordemoder, DinAmmeJordeModer

“Brugbar viden, praksisviden, som har styrket mig i at hjælpe de her små babyer og deres mødre og som har givet mig noget mere ballast i forhold til at give en rigtig god service, når de kommer i min klinik.” Ulla Lebahn, Ergoterapeut og SE traumeterapeut, indehaver af Lebahn.dk

“Maj-Brit er meget kompetent og engageret. Det er tydeligt, at Maj-Brit virkelig brænder for området, hvilket resulterer i meget nærværende og fangende undervisning. Kurset var velstruktureret og meget informativt. Jeg har lært en masse, som jeg allerede kan begynde at implementere i mit arbejde. Jeg kan varmt anbefale dette kursus til alle, der ønsker at forbedre deres færdigheder inden for dette område.” Sarina Hybjerg. Børneergoterapeut – Nyborg

”Vi ser børn med komplekse problemstillinger ift. amning, og Maj-Brit har bidraget med faglig sparring og vejledning på et højt niveau. Vi vil anbefale Maj-Brit til andre, der arbejder med oralmotorik og amning.” Anja Thorhauge Mathiesen, Fysioterapeut, Grith Drewsen, Fysioterapeut, Christopher John Paine, Ergoterapeut, Camilla Breining Hansen, Fysioterapeut – Roskilde Sygehus

”Dejligt med håndgribelig, lavpraktisk viden vi kan bruge til noget.” Mette Sørensen, sundhedsplejerske, IBCLC – Frederikssund kommune

”Tak for en rigtig god og spændende dag i går. Det var en fornøjelse at sidde med på dagen og høre dig dele ud af din enorme viden samt facilitere gode diskussioner.” Louise Bolvig Laursen, udviklingsergoterapeut – Hvidovre Hospital

Tværfaglig opsporing og behandling af dievanskeligheder er vigtigt
Camilla Kristiansen, IBCLC ammekonsulent, anbefaler kurset Sutteteknik hos Diende Spædbørn