Ergoterapeutisk Ammevejledning – Undersøgelse og manuel behandling af oralmotorisk dysfunktion
3 dages kursus for autoriserede ergoterapeuter der arbejder eller ønsker at arbejde med spædbørn. På kurset lærer du bl.a. at opspore og behandle mundmotorisk dysfunktion, som skyldes andet end stramme orale bånd. Dette er vigtigt, for at undgå, at spiseproblemerne følger barnet længere ind i barndommen (Kamity et al. 2021; Umay et al. 2022).
Dato: 19.-20.-21. marts 2025
Pris: 3920 kr. plus moms per person
Prisen er inkl. kaffe, te, vand og frugt/kage men uden frokost, som kan medbringes eller købes på dagen.
Sted: Rigshospitalet (København Ø eller Glostrup)
Har du tidligere deltaget på AmmeErgos tværfaglige 2 dages kursus, kan du nøjes med at tilmelde dig kursets sidste dag, som især fokuserer på manuelle behandlingsteknikker. Prisen for en enkelt dag er 1400 kr. plus moms.
Tilmelding
Send en mail til kontakt@ammeergo.dk og skriv dit fulde navn, telefonnummer, e-mailadresse, arbejdsplads og adresse på arbejdsplads, evt. EAN nummer og navn på referenceperson ved fakturering, samt om dine kontaktoplysninger må offentliggøres på deltagerlisten.
Kursusbeskrivelse
Disse tre kursusdage henvender sig til ergoterapeuter, der arbejder med det lille barn, hvor ammeproblematikker giver udfordringer som påvirker familiens hverdagsliv. Løses problemerne ikke, kan barnet opleve ubehag og spisevanskeligheder som følger dem længere ind i barndommen. I den traditionelle ammevejledning er der fokus på moderen og hvad hun kan gøre for at muliggøre amning. På dette kursus får du redskaber til at undersøge og behandle ammeproblemer som skyldes oralmotorisk dysfunktion eller sansebearbejdningsvanskeligheder hos barnet. Kurset tager udgangspunkt i den nyeste viden og praksisnære cases, som gør dig i stand til at implementere din nye viden med det samme, uanset om du arbejder på hospital, i kommunen eller i privat praksis. På kurset lærer du om:
- Ergoterapi og amning, måltidet som en aktivitet
- Ammeanamnese og observation
- Relevant anatomi og fysiologi ved mor og barn
- Funktionel oralmotorisk undersøgelse
- Manuelle behandlingsteknikker
- Gennemgang af hjælpemidler og kompenserende tiltag
- Diefacilitering af præmature og syge spædbørn
- Pædagogisk tilgang til at medinddrage forældrene mest muligt
De første to kursusdage vil foregår tværfagligt sammen med andre sundhedsprofessionelle og den sidste dag vil være monofaglig.
Forberedelse
Som forberedelse til kurset opfordres deltagerne til at orientere sig i bogen ”Amning – en håndbog for sundhedspersonale”. Bogen kan hentes gratis på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (findes her)
Andre har sagt
“Brugbar viden, praksisviden, som har styrket mig i at hjælpe de her små babyer og deres mødre og som har givet mig noget mere ballast i forhold til at give en rigtig god service, når de kommer i min klinik.” Ulla Lebahn, Ergoterapeut og SE traumeterapeut, indehaver af Lebahn.dk
”Tak for en rigtig god og spændende dag i går. Det var en fornøjelse at sidde med på dagen og høre dig dele ud af din enorme viden samt facilitere gode diskussioner.” Louise Bolvig Laursen, udviklingsergoterapeut – Hvidovre Hospital
”Det er et fantastisk læringsrum du får skabt” Katrine Albech, ergoterapeut i Center for Familie og Forebyggelse – Vallensbæk kommune
”Vi ser børn med komplekse problemstillinger ift. amning, og Maj-Brit har bidraget med faglig sparring og vejledning på et højt niveau. Vi vil anbefale Maj-Brit til andre, der arbejder med oralmotorik og amning.” Anja Thorhauge Mathiesen, Fysioterapeut, Grith Drewsen, Fysioterapeut, Christopher John Paine, Ergoterapeut, Camilla Breining Hansen, Fysioterapeut – Roskilde Sygehus